En semiotisk selvbiografi skrevet i tredje person (trykt i Torkild Tellefsen m.f. (red.): Danske tegn, 2010

Nils Gunder Hansen (født 1956 i Kolding)

Allerede i gymnasieårene (1972-75) ved Tønder Statsskole fik Nils Gunder Hansen en interesse for fransk filosofi og læste bl.a. den danske udgave af Peter Kemps disputats Engagementets poetik og artikler af Paul Ricoeur. I årene 1975-78 tog han bifag i dansk ved Odense Universitet, og her var fransk filosofi ud over Roland Barthes’ myteteori og den danske, ideologikritiske brug af Greimas’ strukturelle semantik ikke en del af pensum, men på egen hånd læste han ud over Peter Kemps introducerende bøger også Niels Egebak, Per Aage Brandt, tidsskriftet Exil og de forskellige danske antologier om fransk betydningsfilosofi fra begyndelsen af 70’erne Tegn, sætning, subjekt, Subjekt og tekst m.m. Nils Gunder Hansen forsøgte på egen hånd at anvende Jacques Derrida og Ricoeur i sine studenteropgaver, men fandt det generelt vanskeligt fuldt ud at tilegne sig den franske tænkning uden at have et ”miljø” med samme interesser omkring sig.

Efter bifag drog Nils Gunder Hansen til København og læste litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Her mødte han ligesindede i studentermiljøet, men den franske filosofi var med eftertryk ikke en del af pensum på faget, hvor 68-generationen af lærere betragtede Derrida, Julia Kristeva m.fl. som nogle, de i den grad havde gjort sig færdig med i deres ungdom i tidsskriftet poetik. Det lykkedes dog at få inddraget læsning af Michel Foucaults nyeste bøger i instituttets teoriseminar, ligesom der blev oprettet et forløb i Jacques Lacans psykoanalyse med Georg Warming som ekstern underviser. Sammen med de studerende, der ville noget andet end Frankfurterskolen, organiserede Nils Gunder Hansen sig i diverse studiekredse. Et samlingspunkt blev fra sidst i 70’erne en større og tværfaglig ”psykosemiotisk” kreds, der holdt månedlige møder på Rigshospitalet under uformel ledelse af Per Aage Brandt. Her mødte man interessefæller fra andre fag som dansk, psykologi, filosofi, kultursociologi m.m. samt ”ældre” semiotikere som Harly Sonne og Bent Rosenbaum. Sammenhængen fik mere kropsfaste udløbere i dannelsen af tidsskriftet Semiotik, hvor Nils Gunder Hansen sad i redaktionen fra 1980-83 og diverse seminarer (og seminarantologier) i Nordisk Sommeruniversitets regi op gennem 80’erne, hvor han også var aktiv som planlægger og oplægsholder.

I dette frodige tværfaglige miljø var ”semiotikere” måske mest af alt en løs betegnelse for alle dem, der ville noget andet end freudo-marxismen og i en eller anden forstand orienterede sig mod fransk tænkning. Den danske semiotik virkede netop i disse år relativt løsrevet fra den tekstteoretiske fundering, der var almindelig i de sene 60’ere og tidlige 70’ere; den havde åbenlyst mere generaliserende ambitioner: man talte om ”psyko-semiotik”, ”socio-semiotik” osv. Nils Gunder Hansens interesse blev gennem et møde med Jean Baudrillards tænkning udpræget ”sociosemiotisk”. Han skrev som den første en større introduktion til Baudrillard (i tidsskriftet Semiotik), og gennem Baudrillards interesse for antropologisk materiale og teori kom Nils Gunder Hansen også til at interessere sig for antropologi, både den klassiske hos Marcel Mauss og den dengang nyeste hos Pierre Clastres. Parallelt hermed havde han gennem læsning af Norbert Elias (en enkelt tysker blandt alle de franske!) og Michel Foucault fattet interesse for historisk antropologi, særligt i forbindelse med middelalderen som periode. Han studerede den franske Annales-skole (Duby, le Goff, le Roy Ladurie), og denne interesse kulminerede med dels et studieophold i Paris i 1983, hvor han fulgte undervisning hos le Goff på Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales og gik til forelæsninger hos Duby og Foucault på Collège de France, dels et konferensspeciale om kærlighedens opkomst i den provençalske troubadurlyik i det 12. århundrede. Specialet blev udgivet som bog i 1985 under titlen Den høviske kærlighed og udgjorde et dobbeltnummer af tidsskriftet Semiotik, til enkelte abonnenters utilfredshed.

Og det var måske ikke så mærkeligt. Man kan diskutere hvorvidt Nils Gunder Hansen var semiotiker ud over i datidens meget, brede og ”miljømæssige” betydning af ordet. Da han efter at være blevet mag. art. i litteraturvidenskab i 1984 skulle formulere et licentiatprojekt forestillede han sig dog en sammentænkning af tre nyopdukkede teoretiske inspirationer i semiotik-miljøet: den uortodokse lacanianer Daniel Sibony, videnskabsfilosoffen Michel Serres og religionsteoretikeren René Girard. Ambitionen var vist nok en lacaniansk funderet kultur- og religionsteori omkring grundlæggelsesmyter. Dette arbejde kom dog aldrig i gang, og i midten af 80’erne begyndte Nils Gunder Hansen at føle sig mere fremmed over for de semiotiske tendenser. Måske var sagen også, at nu hvor marxismen var kollaberet, var der ikke længere var noget, der kunne holde et lidt diffust ”oppositionelt” miljø sammen.

Desuden gik den semiotiske hovedstrøm pludselig i udpræget grad tilbage imod tekst-semiotikken. Greimas fik en stor revival, og den matematiske katastrofeteori (og diverse naturvidenskabelige paradigmer omkring kaos, fraktaler o. lign.) fremstod som den mest interessante sparringspartner for den revitaliserede tekst-semiotik. Nils Gunder Hansen havde ikke den fornødne interesse for tekstteorien og følte heller ikke, at han som udpræget ”sproglig student” havde den fornødne intelligens til den naturfaglige inspiration. Socio-semiotikken fremstod nu mest som en uindløst drøm, selvom der var enkelte ansatser også hos Greimas i hans analyser af ”passionerne”, og Nils Gunder Hansen vendte sig i sit licentiatprojekt imod ældre og etablerede sociologer som Emile Durkheim, Marcel Mauss og Georg Simmel. Afhandlingen endte som en monografi over Georg Simmel, og da Simmel var en udpræget tværfaglig figur, kom arbejdet til at omfatte ikke bare sociologi og kulturteori, men også æstetik og livsfilosofi. Nils Gunder Hansen læste dog også en del massepsykologi og Elias Canetti i disse år i logisk forlængelse af Baudrillards interesse for massen som et ”sort hul”.  

I 1992 forlod Nils Gunder Hansen universitetet i frustration over jobmulighederne, og indtil 2008 var han fuldtidsansat i dagspressen, først på Kristeligt Dagblad, siden på Berlingske Tidende. Han slap dog ikke helt forskningen, og i årene 1994-99 redigerede han sammen med Frederik Stjernfelt Gyldendals kulturtidsskrift KRITIK, som i disse år fik et mere tværvidenskabeligt og forskningsbaseret præg sammenlignet med det litteraturfaglige og litteraturpædagogiske fokus, det tidligere havde haft. I 1998 udgav Nils Gunder Hansen en introduktion til den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup og i 2004 et forfatterskabsportræt af Tage-Skou Hansen. I samme periode bevarede han også sin litteraturteoretiske interesse og arbejdede sammen med det narratologiske miljø omkring Syddansk Universitet Kolding og var bl.a. gæsteredaktør af flere numre af tidsskriftet K & K.

I 2008 er Nils Gunder Hansen vendt tilbage til universitetet som professor med særlige opgaver ved Syddansk Universitet Odense. Selv om han primært skal forske i dansk litterær kultur efter 1940 Enog dens forbindelse til velfærdsstatens udvikling, regner han også med i perioder at kunne dyrke sin litteraturteoretiske og narratologiske interesse. I den forbindelse føler han sig nok igen lidt tættere beslægtet med den danske semiotik, der i arbejder af bl.a. Frederik Stjernfelt og Peer Bundgård også har interesseret sig for fænomenologien og fortælleteorien.

                     

Vigtigste publikationer

Gunder Hansen, Nils (1981). Vesterlandets misére som fabel. En introduktion til Jean Baudrillard. Semiotik nr. 3 og 4.

Gunder Hansen, Nils (1983). Symbolsk udveksling og historisk antropologi.  Kultur og Klasse 48.

Gunder Hansen, Nils (1985). Den høviske kærlighed. Om kærlighedens opkomst i det 12. århundredes provencalske troubadourlyrik. Forlaget Basilisk 1985.

Gunder Hansen, Nils (1988). Den sociale smitte. Massepsykologien mellem forklaring og forståelse.  Stofskifte 18.

Gunder Hansen, Nils (1991). Sansernes sociologi. Om Georg Simmel og det moderne. Tiderne Skifter 1991.

Gunder Hansen, Nils (1993). Epic fiction between speech and writing.  Culture & History 12, Akademisk Forlag.

Gunder Hansen, Nils (2002).  Litterære karakterer mellem tekstualitet og mimesis. K & K nr. 94, Medusa.

Gunder Hansen, Nils (2004). Dialog mellem læsere. Fænomenologi versus kognitivisme.  KRITIK 172, Gyldendal.

Gunder Hansen, Nils (2006). Käte Hamburger og ”digtningens logik”.  K & K 101, Medusa.

Gunder Hansen, Nils (2008/9). Fiktionel erkendelse og sociale former – belyst gennem danske dogmefilm. Under udgivelse i Rasmus Antoft, Michael Hviid Jacobsen & Lisbeth B. Knudsen (red.). Den poetiske fantasi. Aalborg Universitetsforlag.