Tale til Stine Pilgaard, 29. april 2017 (Odd Fellow Ordenens Litteraturpris)

Motiveringstale ved tildelingen af Odd Fellow Ordenens Hæders- og Litteraturpris til Stine Pilgaard 29. april 2017

Storsire Erling Stenholdt Poulsen, ærede publikum, kære prismodtager…

Lad os få lidt fakta på bordet til en start. Stine Pilgaard, der i dag modtager Odd Fellow Ordenens Hæders- og Litteraturpris, er født i Århus i 1984. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Stine Pilgaard har foreløbig to romaner bag sig. Hun debuterede i 2012 med den meget anmelderroste roman "Min mor siger". Den blev i 2015 fulgt op af romanen "Lejlighedssange", som også fik fornem kritik.

Og hvad så, kan man spørge? Der er jo så mange forfattere i Danmark, ældre og yngre forfattere, smalle og brede forfattere, der er hele tiden unge håb der debuterer og en dag et par sæsoner efter ved man måske ikke længere hvad der blev af dem. Er det noget specielt ved hende Stine Pilgaard?

Ja, det første jeg vil nævne er, at Stine Pilgaard er en meget morsom forfatter. Hun kan få selv garvede og gnavne anmeldere til at grine højt op til flere gange, når de læser hendes romaner. Og det er faktisk ikke helt nemt at være morsom og skrive sjove romaner. Vi har selvfølgelig en tradition for det i Danmark, Scherfig, Panduro, Finn Søeborg. Der er også nulevende danske forfattere, der er morsomme. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om hvad de hedder. Altså ud over Stine Pilgaard. Hun sætter sin egen standard.   

Alvor, vrede, spleen. Det kan de fleste forfattere præstere. Men at være sjov, det er straks sværere. Men når det så lykkes, opstår der straks andre problemer. For det at være sjov kan fylde så meget, både hos forfatteren og hos læseren, at det fortrænger meget andet. Ofte kommer det med en pris, det sjove. De fortoner sig, de andre vigtige dimensioner af livet. Det hele kan blive lidt fladt i morsomme bøger, lidt som en tegneserie bare uden tegninger, eller måske anstrengt forhippet som en stand upper, der ikke helt kan få sit show op at ringe. Sådan er det ikke hos Stine Pilgaard. Hendes bøger er på samme tid fulde af lyriske stemninger og vemodige livserfaringer. Det er det næste, man forbløffet konstaterer. Hun kan både være sjov – og være de andre ting samtidig. Det er ikke bare svært, det er meget svært.   

Det moderne hverdagsliv i Danmark er emnet for hendes romaner. Stine Pilgaards hovedpersoner er i begge hendes hidtidige romaner yngre kvinder tæt på 30; de står på den kritiske tærskel mellem det helt frie ungdomsliv og det forpligtende (og potentielt kedsommelige) voksenliv. Skal, skal ikke, træde ind i det dér voksenliv? Pilgaard har et både skarpt og melankolsk blik på generationen lige over hende selv, de yngre til midaldrende mennesker, der har taget skridtet. Der findes en træthed i deres ansigter som ikke lader sig skjule. Skriver hun et sted. Uha, man bliver helt glad for at man ikke længere er yngre eller midaldrende. De ældre har sig nemlig mere af en fest i Pilgaards romaner. Godt man er ældre.  

Det handler meget om kærlighed hos Stine Pilgaard, men det handles også om venskaber, naboer, lejligheder og opgange, forældre og børn, livsfaser og generationer. Men kærligheden, den store kærlighed, er ikke mindst den mellem kvinder, men det er lige før man læser hen over det forhold, for det omhandles på en påfaldende upåfaldende måde. Det er ret usædvanligt i en tid som vores, hvor der, også i litteraturen, er en markant dyrkelse af de særegne identiteter, minoriteterne, det identitetspolitiske, det være sig af både individuel og kollektiv karakter. Måske er Stine Pilgaard forud for sin tid på dette punkt.

Stine Pilgaards hovedpersoner er moderne og frie mennesker og kan have en del kærlighedsforhold bag sig. De har levet i det serielle monogami og mange gange troet på en forelskelse, der skulle vise sig at blive afløst af en anden. Lige så almindeligt fænomenet er, det serielle monogami, de mange kærester, lige så unuanceret bliver det ofte behandlet, i litteraturen, debatten, de personlige erindringer, enten med en vis desillusioneret kynisme (det gik jo ikke, det var vist heller ikke noget) eller måske en trofæ-tankegang, måske mest udpræget hos mænd, se alligevel hvor jeg har gungret, de gamle kærester er poster på det vellykkede livsorienteringsløb. Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde før har set kongerækken af kærester, kæresterækken, erindret med den ømhed, nænsomhed, sensualitet og følelsesmæssige inderlighed som læseren kan finde i de små monologer fra en søhest, der er indføjet i ”Min mor siger”. Kærligheden består, også når den er forbi. Det var som pokker. Det er næsten et tabu, der bliver strejfet her. Der er noget mirakuløst over det. Sådan noget kan Stine Pilgaard også.

Meget mere kunne siges. Men det skal jeg nok lade være med. Stine Pilgaards romaner kan stå selv. Se at få dem læst, hvis I ikke allerede har gjort det. Tak for ordet til Odd Fellow Ordenen og tillykke til Stine Pilgaard med prisen, som du nu skal modtage.

    




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

En semiotisk selvbiografi skrevet i tredje person (trykt i Torkild Tellefsen m.f. (red.): Danske tegn, 2010

Mit litteratursyn anno 2002

Tale til Niels Barfoed ved overrækkelse af Rungstedlundprisen 4. april 2017