Mit litteratursyn anno 2002

Oplæg til Blå Tirsdag, en paneldiskussion om ny litteratur og litteratursyn på Dansk, KU, en gang i efteråret 2002. Jeg sad i panel med Jakob Ejersbo og Marianne Stidsen med Poul Behrendt som ordstyrer.

Jeg vil tillade mig at forudsætte sommerens diskussion i Weekendavisen nogenlunde bekendt. Anne-Marie Mai, professor fra Syddansk Universitet og formand for litteraturrådet, udtalte i den debat, at man kun burde skelne mellem god og dårlig litteratur, underforstået: man skal ikke sætte forskellige slags litteratur op imod hinanden (f.eks. realisme mod minimalisme), for vi skal alle have lov at være her, selvom der selvfølgelig er brådne kar i alle lande. Det er jo et udsagn i tidens pluralistiske og tolerante ånd, og mange er givetvis enige med hende. Jeg modtog selv mange personlige reaktioner på mit interview af typen: du har ret et stykke ad vejen, men det lyder som om du siger at kun litteratur der er på den og den måde er godt. Så folk er generelt meget følsomme overfor om man nu snakker normer og deraf følgende diskrimination, det er næsten som ude i det store samfund.

Problemet ved Anne-Marie Mais udsagn er ikke at det er forkert, men at det er så ideelt, at det er svært at leve op til. Litteratur er mange forskellige ting, og de fleste litterater vil have mere forstand på og mere kærlighed til nogle typer litteratur end til andre. Jeg har svært ved for mit indre blik at forestille mig en person, der synes lige brændende godt om alle slags litteratur. Og derfor er det meget svært at skelne, sådan ud i det blå, mellem god og dårlig litteratur. Vores litterære præferencer vil nemlig påvirke vores litteratursyn, altså det sted hvor vi henter vores kriterier, når vi foregiver, at vi skam kun skelner mellem god og dårlig litteratur. Eksempler: når Lars Bukdahl ikke kan lide Benn Q. Holm og Jakob Ejersbo, så er det jo ikke fordi han regner det for dårlig realisme, det er fordi han synes realisme er dårlig. Han har, vil jeg hævde, ikke en forestilling om en standard som de mangler at leve op til.

Når jeg i WA prøvede at promovere en bestemt slags litteratur (realisme) og kritisere en anden slags (minimalisme), bliver det lidt præsenteret som om man er en stalinistisk kulturkommissær, der vil tvinge en eller anden traktor-realisme ned over hele området i stedet for at lade tusind blomster blomstre. Men tusind blomster får aldrig lov til at blomstre. Jeg mener f.eks. at vi har et episk og realistisk underskud i nyere dansk litteratur, og at det kan skyldes at den finlitterære opinion i Danmark har været skævvreden i årevis. De kan jo sagtens skrive romaner i England, Norge og Sverige.

Allerede i 1950 følte TSH sig foranlediget til at skrive et Forsvar for prosaen, og på en vis måde har det været lige aktuelt gennem hele det halve århundrede der er gået. Det var lyrikken der var i fokus i Heretica, det bliver det også i den litterære modernisme i dens forskellige faser. Hvis man tager de fremmeste litterære kritikere Brostrøm, Skyum, Bukdahl, er de jo alle tre primært lyrik-kritikere. Ikke alene, men primært. Brostrøm og Skyum var jo de kritikere, der var med til at føre hhv. 60- og 80-generationen af lyrikere frem. Bukdahl er selv udøvende lyriker og selvom man ikke kan sige at 90’er-litteraturen, som han promoverer, er domineret af lyrik, er det åbenlyst at han reelt næsten ikke kan skrive om prosa uden at være satirisk over foretagendet i sig selv. At der overhovedet gives sådan noget som romaner og noveller, det er lidt komisk, men sgu også meget sødt.

Det ligger latent i den danske finlitterære konsensus på tværs af skoler (Rifbjerg vs. Højholt, modernisme, Niels Frank generationen), at litteratur er primært lyrik (ud fra en proto-typisk betragtning), og 70’ernes ”realistiske” parentes har på en måde kun gjort ondt værre. Det afgørende er det omhyggelige arbejde med sproget; Niels Frank, Forfatterskolens tidligere rektor så tydeligvis den konkretistiske lyriker som proto-typen på en forfatter. Det betyder, at megen af den moderne forfatterskole-prosa er en art forklædt lyrik – der skrives meget kort og arbejdes meget intenst med det sproglige udtryk, og der er ingen interesse for at udforske egentlige episke elementer som karaktertegning, plot, illusionsopbygning.

Hvor reelt er problemet med det episke og realistiske underskud? En almindelig reaktion jeg har fået er at folk begynder at opregne forfattere: jamen, der er jo både Inge Eriksen, Kirsten Thorup, Bent Vinn Nielsen osv osv. Hvis man så svarer, at det jo ikke er et spørgsmål om statistik alene, og de nævnte forfattere er åbenbart ikke nok til at afhjælpe et savn, som mange føler (det du sagde var forløsende), så er det næste argument, at man lider af litterær nostalgi, men der er altså ingen, der skriver romaner på den måde mere, og derfor er det kun patetisk med de tilbagevendende meldinger om at tage til Ishøj eller skrive den store roman om Nordisk Fjer.

I et interview om sin nye digtsamling kommenterede Søren Ulrik Thomsen diskret diskussionen og sagde, at man kan ikke bede folk om at skrive samtidsromaner, men om halvtreds år vil vi – eller vores efterkommere – kunne se hvad der viste sig at være samtidsromanerne. Det er et besnærende synspunkt, men det forudsætter en eller anden romantisk digtersubjektivisme, hvor folk skriver det de føler for, fuldstændig uden hensyntagen til trends og moder i de litterære miljøer. Og det har jeg svært ved at tro på som en generel karakteristik. Jeg vil ikke kommandere folk til at skrive på en bestemt måde, men jeg vil godt være med til at flytte opinionen, så forfattere in spe får indtryk af at det altså også er kunstnerisk legitimt at skrive på en anden måde end lyrikerne og modernisterne foreskriver.

Jeg vil også gerne argumentere stilistisk, teknisk, håndværksmæssigt. Problemet med den litterære modernisme er at den har udviklet sig til en hel skov af skilte med ting man ikke må som forfatter, eller ting man helst skal – en pegefingermoral – der i virkeligheden giver forfattere en ret smal flade at operere på. Man må f.eks. ikke bruge såkaldt alvidende fortællere, men skal lægge sig op ad et subjektivt perspektiv på virkeligheden. Man skal vælge sig et krisebefængt perspektiv. Man må ikke fortælle for god en historie. Man må gerne bryde fiktionsillusionen eller føre læseren ud i labyrintiske systemer om hvem der egentlig fortæller osv. Selv hos en så begavet mand som Skyum kommer det til et næsten primitivt udslag, når han helt rutinemæssigt berømmer fiktion der gør opmærksom på sig selv som fiktion. Hvad er det for noget pis? Hvorfor er det nu det skal være mere ædelt at nedbryde en illusion end at vedligeholde den? Modernismen indsnævrer muligheder og repræsenterer en særdeles normativ æstetik.

Det er til dels en international udvikling, men alligevel har modernismen stået stærkt i Danmark med dens strategiske alliance med nyradikalisme, velfærdsstat osv. Diskussionen om den danske modernismekonstruktionen, som Kolding folkene kalder det, er jo først lige begyndt, og den bliver meget spændende at følge i de kommende år, men nogle udtalelser af Ian McEwan i et af de interviews han gav for nylig demonstrerede, at det ikke er en dansk Sonderweg

McEwan-citat: ”Jeg ville skrive om den kolde krig, og jeg kunne ikke finde et bedre sted at begynde end ved Muren. Det er et perfekt sted for en romanforfatter, for det står for en verdenshistorisk begivenhed, det er en konkret genstand, der går lige ned midt mellem lande, byer, elskende og familier. Det offentlige og det private samlet i et. Jeg spurgte derfor nogle af mine tyske kolleger, hvilke romaner om Muren jeg burde læse. Der var ingen. Det viste sig, at mine jævnaldrende forfatterkolleger i Tyskland skrev modernistiske eller postmodernistiske romaner. Hvis man skrev om Muren, blev det anset for vulgær journalistik. Muren passede ikke ind i ideen om, hvad en roman skulle handle om. Den skulle ikke handle om, hvordan vi havde det med hinanden eller om sociale betingelser i samfundet lige nu. Nej, det var i stedet det blodløse portræt af kunstneren selv.

Den tilgang til stoffet ville have forbavset folk som Saul Bellow, Philip Roth eller Don DeLillo, for de ville have skrevet om Muren. Der var simpelthen sket det i Tyskland, at arven fra den døende modernisme var blevet en slags statsstøttet litteratur, som havde afskåret sig fra omverdenen, selv om den havde det bedste romanmateriale i Europa”.

Virkeligheden har vi jo altid hos os. Det er et af modernisternes kerneargumenter. Det tager journalistikken sig af. Eller filmen. McEwan siger videre om grunden til at den store kærlighedsroman pludselig heller ikke var en del af det litterære felt:

»Den passede ikke til opskriften på den modernistiske bog, og samtidig syntes mange forfattere, at tv og film allerede lavede masser af gode kærlighedshistorier, og modernismen har jo haft en tendens til at gå imod det, der er blevet anset for at være vulgært populært, uanset om det har været fotografiet, radioen eller tv. Det svarer til situationen, når en landsby bliver oversvømmet, så søger folk hele tiden højere og højere op i terrænet. Kærligheden blev betragtet som noget, der lå langt nede i popkulturen, mens emnerne for modernismen ofte har været den menneskelige sjæl eller det eksistentielle øjeblik«.

Man deserterer altså både en masse formmæssige, tekniske måder at skrive på og en masse, både samfundsmæssigt og eksistentielt stof. Det er det brændte jords politik.

En anden variant hedder, at det er udlevede litterære former som litteraturen har lagt bag sig – et hyklerisk argument fordi det forudsættes at de sagtens kunne skrive som Pontoppidan. Et af problemerne er nok at det er temmelig svært at skrive litterær realisme, mens det er meget lettere at skrive minimalisme. Jeg tænker her både i vidensmæssig forstand, men også på at man faktisk skal kunne lave handling, karakterer, situationer. Det er også meget lettere at kritisere realisme (Benn Q., Ejersbo), fordi det ikke er en litteratur der dækker sig ind bag stil og spidsfindigheder, mens det er svært at kritisere minimalistiske værker, fordi de sætter deres egen norm. Man kan ikke kritisere en sammenhængsløs roman for at mangle sammenhæng.

Der gives to mere principielle hovedargumenter imod en realisme-efterspørgsel. Det første er litteraturteoretisk og kan opsummeres som følger: ”realisme” er blot en konstruktion, en sub-genre, en form for litteratur der i særlig grad er uvidende om sin egen artificialitet, og dermed på en måde den dummeste og mindst litterære litteratur, der gives. Det andet er litteraturhistorisk: realisme var en måde at skrive romaner på i 1800-tallet (Balzac m.fl..), og at efterlyse det er på en måde lige så komisk og indskrænket som hvis man klagede over at nutidens forfattere ikke skriver heibergske vaudeviller.

De, der efterlyser realisme, ser selvsagt sagen på en anden måde. De mener, at realisme er en generel kapacitet ved (fortællende) litteratur. Realisme er i denne generaliserede forståelse noget man lige så vel kan finde hos Homer og i Bibelen som hos Pontoppidan. Den bør derfor ikke identificeres med nogle meget specifikke stilistiske og tekniske greb. Bare fordi almindelige læsere uden det store besvær kan læse Pontoppidan, Mogens Klitgaard, Anders Bodelsen og Jakob Ejersbo, betyder det jo ikke at de fire ”realister” skriver på samme måde.

Når man både generaliserer og miskrediterer realisme, hænger det sammen med hvad der er blevet kaldt the linguistic turn i litteraturvidenskaben. Det starter så småt med russisk formalisme og strukturalisme tidligt i det tyvende århundrede, men eksploderer vel især efter 1980 med dekonstruktion og post-strukturalisme. Litterær realisme bliver derfor gerne blandet sammen med erkendelsesteoretiske spekulationer om forholdet mellem sprog og virkelighed. At såkaldt naiv mimesis er noget af det værste man kan tro på, og at litteraturen aldrig repræsenterer virkeligheden i et 1:1 forhold, har været mange moderne litteraters indgangs- og udgangsbøn. Jeg ved ikke om der for alvor findes nogen, der i reflekteret forstand skulle tro på denne 1:1 gengivelse, i så fald burde de snart melde sig selv (”Bring me in!”), for det kunne være svært interessant at høre hvordan de egentlig forestiller sig virkeligheden givet i den ”naive mimesis”, bl.a. fordi ”virkeligheden” jo ikke er nogen afgrænset størrelse, i samme forstand som et kort kan gengive et land eller et portrætmaleri kan gengive et ansigt. Litterater løber efter min mening en åben dør ind her. De tamper i det uendelige løs på en imaginær opponent. The linguistic turn er for mange blevet en aha-oplevelse, der bare ikke vil gå væk, en ekstase der fortsætter og fortsætter og fortsætter

Det, som ingen litterær videnskabelighed kan bortdisputere, er jo, at mennesker til alle tider har opfattet forskellige slags litteratur som udsagn om den menneskelige tilværelse, de færdes i sammen med andre mennesker. Og det behøver man ikke mobilisere hele mistænksomhedens hermeneutik for at kule ned. Hvis jeg med min tekniske uvidenhed skulle give et bud på hvordan min radio eller mit køleskab egentlig fungerer, ville det utvivlsomt være fjernt fra virkeligheden, og når jeg fik det forklaret, ville jeg være meget klogere på hvordan det fungerer, men det ville intet ændre ved min umiddelbare brugsorienterede anvendelse af radioen eller køleskabet. Sådan er det tilnærmelsesvis også med de ”naive” læseres forhold til litteraturen: når vi forklarer dem hvordan litteratur fungerer, vil de i bedste fald nok kunne forstå det, men det ændrer bare ikke så meget på hvordan de bruger den, og måske skal man sige gu’ ske lov for det, for der gives prominente eksempler på litterater, der blev så kloge på litteratur, at de til sidst ganske mistede interessen for den. Et eksempel er Johan Fjord Jensen, og når jeg nævner netop ham, er det fordi han selv han fortalt om det i interviews.

Realisme i litteraturen findes. Og den findes i generaliseret forstand. Det bevises alene af det forhold, at mange ”modernistiske” bestræbelser er drevet af en lidenskab efter at overtrumfe den gamle realisme i selve virkelighedsfornemmelsen, ved at indfange hverdagen, eller den måde folk tænker og taler på, eller relationer og handlingsforløb som de ser ud, når de er strippet for tyngende symboliseringer. Ja, selv de mest indædte realisme-hadere taler vel i sidste ende på virkelighedens vegne, fordi de opfatter en traditionel realistisk roman som så stiliseret og konventionaliseret, at den udgør et overgreb på virkeligheden.