Åndernes magt. Oplæg på Nationalmuseet, Kulturnatten 2003

Kulturnatten 2003 - Oplæg på Nationalmuseet

I udstillingen ”Danmarksbilleder” om Danmark i nyere tid causerer mag. art. redaktør Nils Gunder Hansen over nutidens søgende, undertiden shoppende, forhold til Gud, Buddha, indianske shamaner og de mange andre former for nyreligiøsitet, der har afløst tidligere tiders folketro. Nils Gunder Hansen har bl.a. skrevet ”En afgrund af tillid” (om Løgstrup) og ”Da Gud kom ind fra kulden: om genkristningen i kulturen”.

Ånderne har fået magt igen. Magt over sindene. Vi ser dem i den bedste sendetid på tv. Djævelen er faret i danskerne, som der forleden stod i en avis. Flere og flere søger hjælp til exorisme. Hvad er det egentlig der foregår?

Måske det her: Når kristendommen går ud, kommer ånderne ind. På den måde oplever vi i disse år den omvendte udvikling af den gang kristendommen i den tidlige middelalder kom til Danmark. Dengang drev den ånderne ud, så de ikke længere havde magt over sindene. Martin A. Hansen har beskrevet det i sin store bog "Orm og tyr". Men for at forstå hvad han mener, skal vi først gøre os én ting klart.

Kristendom og fornuft, kristendom og oplysning, kristendom og videnskab er ikke på alle punkter hinandens modsætninger. Kristendommen er nemlig med til at rationalisere verden og dermed bane vejen for videnskaben. Det er f.eks. først da kristendommen kommer til vore forfædre, at de døde får lov til at være rigtig døde, definitivt døde. At der bliver sat et egentligt skel mellem liv og død.

Før kristendommen kommer, har man svært ved at forestille sig ikke-eksistens; den naturalistiske opfattelse af døden - at den er tilintetgørelse, at den døde nu er blevet til intet, at han er ingen steder - er en meget sen menneskelig forestilling. Og det er ikke så sært, for hvor svært kan det ikke være at fatte. De døde måtte dog være et sted, tænkte man den gang. Og i forestillingen fyldte de naturen op som poltergeister.

Især de, der var kommet tragisk af dage eller kommet af dage i utide, var man bange for. De rendte nu omkring som gengangere, misundte og hjemsøgte de levende, fordi de selv var så fortvivlede, hjemløse, mørkedrukne og skæbneberøvede. Alle vegnede puslede og truede de.

Når kristendommen kommer, lægger den de døde i graven og maner gengangerne væk ("af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå"). De døde er døde definitivt, dvs. indtil den yderste dag, indtil verdens ende, indtil den store opstandelse. Derved lægger kristendommen grunden til en dennesidig livstydning. For først når de døde får lov at være døde, får de levende egentlig lov til at være levende, forstået som væsener der er herrer i deres eget hus, deres egen natur, deres egen kultur, deres egen historie.

Indtil da havde ånderne magt med dødekult, gengangertro og en animistisk naturopfattelse.

Religionens lys kommer og spreder mørket før fornuftens lys. Åndernes magt var gledet sammen med naturens magt og lunefuldhed. Naturens magt og vælde blev selvfølgelig ved med at bestå. Den bliver selvfølgelig ikke brudt i praksis, det sker først mange århundreder senere, vel reelt først i forrige århundrede. Men åndernes magt, naturens magt over sind og forestillinger, bliver brudt.

Hvorfor sker den omvendte bevægelse så nu? Tiden vender vel trods alt ikke i sin gang, selvom fremskridtstroen har fået en del knæk siden sidste århundredskifte, og selvom de helt store strømsvigt, SARS og det mærkelige vejr minder os om civilisationens udsathed og naturens magt. Der er trods alt nok i det kortere perspektiv mere grund til at være bange for Osama bin Laden end naturen.

Naturen er ikke overmægtig, vi bestemmer selv det hele, stort set. Moderne sociologer siger, at vi lever i et risikosamfund. Begrebet siger på en måde det modsatte af hvad man kunne tro. Meningen er ikke at det er risikabelt i betydningen farligt, at leve i et moderne samfund. Tværtimod. I gamle dage var det farligt at leve. I dag har vi i den udviklede del af verden en hidtil uset grad af velfærd og tryghed. Derfor bliver det der truer os ikke til overmagt og fare, men netop til riscici. Små ulykker. Små trusler. Sandsynligheden er uendelig lav, statistikken er så afgjort på vores side, hvis det går galt er det blot fordi vi var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Sort uheld. Men der er jo så en risiko ved det meste, vi kommer aldrig helt på den sikre side, de fleste ulykker sker i hjemmene, som det hedder. Det er som lægerne siger i forbindelse med selv den mest banale operation: der er altid en risiko ved en operation. Det er ikke så betryggende, at man skal have elektroder over hele kroppen bare man skal have fjernet en negl, men sådan er det, for der er jo altid en risiko. Og sådan er det generelt med livet i det moderne risikosamfund. Netop fordi risikoen er så lille, får den magt over sindet. Den er jo bare den strækning vi mangler at tilbagelægge for at opnå fuld beherskelse. Men vi kan ikke, vi løber og løber, for at tilbagelægge den, men som i et mareridt kommer vi ikke ud af stedet. Og når naturen, det fatale, det vi ikke kan beherske, får magt over sindet, er vejen igen åben for åndernes magt. 

Det er lidt som i moderne fodbold, hvor der snakkes mere og mere om fejl. Vi laver to fejl, så de scorer to mål - og det vinder de kampen på. Sådan siger man i dag. I gamle dage var fejl nogle man kunne tage og føle på. Det var målmandsdrop i den ene ende og brændte straffespark eller chancer for åbent mål i den anden ende. I dag er der fejl over alt. Det er faktisk alene p.g.a. fejl at modstanderne overhovedet kan score - selv det flotteste langskudsmål, det suverænt gennemspillede angreb, kunne jo være undgået, hvis der var blevet blokeret, hvis man havde dækket op, hvis man havde tacklet boldholderen, hvis målmanden ikke var gået for langt ud osv. Tankegangen er absurd, fordi den forudsætter at fejl kan undgås, men det ville jo være spillets ophør, spillets død. Fodbold er en fejlbehæftet spil, og hvis det ikke var det, ville det ikke eksistere. Når tankegangen kan opstå alligevel er det fordi den taktiske og fysiske optimering af spillet nu er så fremskreden som den er, så det der trods alt ikke lader sig beherske og forudsige, det bliver til "fejl". Ligesom det i livet, der ikke lader sig beherske, bliver til risiko.