Hun er Dinna (Anmeldelse af Kirsten Thorups roman ”Førkrigstid” trykt i KRITIK 183, 2007)
Hun er Dinna
(Anmeldelse af Kirsten Thorups roman ”Førkrigstid” trykt i KRITIK 183, 2007)
Måden at fortælle på har mange navne inden for narratologien: dækning, personal fortællesituation, fortalt monolog, brug af reflektorfigur, intern fokalisering m.m. Den blev introduceret af Gustave Flaubert i Madame Bovary, den blev pudset til perfektion af Henry James og den blev ophøjet til kunstnerisk norm af James-fortolkeren Percy Lubbock under devisen ”don´t tell it, show it.” Den går kort fortalt ud på at romanforfatteren præsenterer den fiktive verden, som den tager sig ud for en af romanpersonerne, som regel hovedpersonen. Den fortalte verden reflekteres gennem denne bevidsthed. Personens synspunkt er de briller vi som læsere får sat på næsen, når vi skal kigge ind i fiktionen. Men det skal pointeres at personen ikke fortæller historien i eget navn. Der er ikke en fortæller, der siger ”jeg” om sig selv. Det giver muligheder for at forfatteren alligevel kan blande sig med sin viden eller holde personen ud i arms længde til ironisk inspektion. Men diskret, for alt i verden diskret, næsten umærkeligt, jf. Percy Lubbocks begejstrede beskrivelse af teknikkens muligheder, her citeret og oversat efter Dorothy L. Hale: Social Formalism. The Theory of the Novel from Henry James to the Present, Stanford 1998, s. 90:
“Det betragtende øje er med én i bogen, men dets syn er forstærket; billedet indeholder mere, bliver fuldere og rigere, fordi det er forfatterens såvel som hans skabnings, begge på en gang. Ingen lægger mærke til det, men i virkeligheden er der nu to hjerner bagved det øje, og én af dem er forfatterens, som tilegner sig og deler sin skabnings position og på samme tid supplerer dens kløgt og forstand … Indtrykket af en scene kan blive så dybt som det er nødvendigt: det er ikke viet til vingefanget i én bevidsthed, og alligevel er der ingen sløring af fokus ved et dobbelt synspunkt.”
Det er denne fortælleteknik som Kirsten Thorup anvender i sin seneste roman Førkrigstid, der handler om hverdagslivet i en stationsby på Vestfyn i årene lige op til 2. verdenskrig. Handlingen går fra november 1937 til krigsudbruddet i september 1939. Hovedpersonen (og reflektorfiguren!) er Dinna, som er gift med Sigurd og med ham driver en landhandel i Gelsted. De har to drenge og en ung pige i huset, og romanen følger Dinnas liv og bekymringer, der i meget høj grad koncentrerer sig om den unge pige Maja.
Førkrigstid er, som allerede titlen fortæller, en historisk roman, om end vi ikke er vant til at bruge denne betegnelse om bøger, der handler om så nye tider som forrige århundrede. Hvis man betragter en roman som en konstruktionsopgave med visse udfordringer, så er risikoen ved en roman af denne type, at de historiske markører bliver plantet rundt omkring i teksten, så den al stilfærdig tone til trods kommer til at signalere hektisk til læseren: husk nu at vi befinder os i 19xx, se her er rationeringsmærker, og det er Richs der driks, og hvem er mon det der råber på tysk i radioen? Den store kunstneriske bedrift i Kirsten Thorups roman er, at hun har formået at flytte den historiske tid ind i Dinna, så vi slet ikke mærker den. Det er som om vi læser i en menneskelig tid, der er mere empatisk end historisk forankret. Kun meget diskret og meget gradvist melder perioden sig, og primært psykologisk. Der kan være en fremmedhed i Dinnas overvejelser, som vi først mærker efter at vi allerede har gjort dem til vores egne, fordi det er Dinna vi deler øjne og hjerte med. Hvorfor tænker hun nu sådan? Nå jo, det er jo fordi vi er i 1937. Det historiske melder sig som en blid Verfremdung i den medlevende læsning.
Da personerne på et tidspunkt begynder at spille temmelig meget badminton, blev jeg dog noget skeptisk og tænkte: hov hov, vi er trods alt i 1930’erne, almindelige mennesker rendte sgu da ikke sådan rundt og spillede badminton langt ude på landet. Indtil jeg kom i tanke om at min egen moder var lokal kvindelig badmintonmester i stationsbyen Bramminge ikke særlig mange år efter handlingen i Førkrigstid.
Den personale fortællestil er holdt så imponerende konsekvent, at de to steder i romanen, hvor den glipper, fremstår meget tydelige. Her sover den gode Thorup (og hendes redaktør). Måske. På side 49 får vi pludselig et udpræget auktorialt indskud på 10 linjer, hvor interessen for badminton bliver sat ind i en historisk sammenhæng: ”Motion og kropsdyrkelse er tidens løsen. Ånden fra Ollerup gymnastikhøjskole har bredt sig over landet. Niels Bukh, skolens karismatiske (osv.)”. Det virker meget klodset, fordi man til overflod fornemmer udsigerens retrospektive afstand til datiden. Sværere at vurdere er den anden lapsus side 179, hvor det over en halv side virker som om vi pludselig skifter synsvinkel til Villy, den unge mand der skal giftes med Maja. Deres forhold er i en problematisk fase: ”Han er også begyndt at frygte at være alene med hende. Han kender hende ikke igen efter den lille piges død.” Teksten antyder dog at der kan være tale om Dinnas oplevelse af hvad der foregår mellem de to unge. Beskrivelsen af deres relation i denne scene afsluttes nemlig således: ”Dinna og Sigurd ser fra den ene til den anden som tilskuere til et skuespil.” I den personale fortællestil er der normalt spærret ikke alene til forfatterens ”olympiske” perspektiv men også til de andre personers tanker, følelser og oplevelser. Det kan derfor virke meget grænseoverskridende pludselig at antyde hvordan Villy ser på tingene. For slet ikke at tale om Sigurds og Majas synsvinkler …
Førkrigstid er en roman om jalousi og det i helt forbløffende voldsom grad. Der er lige to henførte sider til en start om hvor stor pris Dinna sætter på deres unge pige i huset, og så går det ellers i gang med den ildevarslende intro: ”Hvor meget hun end granskede sin hukommelse, kunne hun ikke præcis pege på, hvornår det var begyndt.” Dinna mistænker at Sigurd og Maja har noget kørende bag hendes ryg. Den onde mistanke breder sig som en altdominerende atmosfære i romanen næsten indtil slutningen. Utroskaben er ikke kun et tema, der slås an af og til. Det dukker op på stort set hver eneste side, når Dinna føler, tænker, handler, bebrejder sig selv osv. Hun afskediger nemlig Maja fra pladsen uden saglig grund, men føler alligevel et ansvar for hende i hendes nye plads. Maja forbliver et problem, også da hun bliver gravid, for i de indicier på utroskab som Dinna hele tiden dynger op for sig selv, kan det ikke udelukkes at Sigurd er fader til barnet.
Romanen sammenligner jalousien og dens emne med luft. ”Det med Maja er tabu. Noget der ikke findes i virkeligheden. På samme måde som luften ikke findes, kun dens indvirkning på alt: dyr, planter, mennesker. Hun kommer til at fryse trods det varme junivejr og går op ovenpå og henter en trøje.” Jalousien er den luft Dinna og læseren indånder. Den findes ikke som forløst tema eller forløst faktor i handlingen men påvirker alt andet. Man kan sige, at Thorup med dette greb laver en form for dobbelt intern fokalisering. Hvor vi i forvejen oplever den fiktive verden og den historiske periode gennem Dinnas bevidsthed, får vi med jalousien et yderligere fokus inden i hendes bevidsthed: næsten alt hvad hun tænker, føler, siger og gør i romanen er præget af den borende mistanke. Den er styrende centrum og opbygger af spænding. Og det er under dens dække at samtidsbeskrivelsen breder sig ud og langsomt sætter sig i læserens bevidsthed, mens han er anderswo engagiert. Hvis Dinna er forfatterens medium, er jalousien Dinnas medium. Og jalousien er velegnet til at være luft og atmosfære, alt og intet på en gang, der er noget i K. E. Løgstrups og Ludvig Feilbergs forstand kredsende og intetfangsagtigt over den, der gør at den altid begynder forfra, selv om den dagen før og alle andre dage fortærede alt på sin vej.
Har Sigurd og Maja så haft et forhold? Det giver romanen aldrig et svar på. Her må enhver læser tænke sit. I teorier om fiktive verdener diskuterer man nogle gange hvorvidt forfatteren/fortælleren sidder inde med svarene på alle tekstens spørgsmål. Ofte kan eksemplerne være ret trivielle: ved en forfatter hvor mange børn eller hvilken øjenfarve en biperson har hvis teksten ikke selv oplyser det? For fremtiden kan spørgsmålet om Sigurd og Maja udgøre et mindre trivielt eksempel. Hvad foregik der oppe på loftet? Ved den faktiske eller implicerede Kirsten Thorup det selv?
Jeg skal da ikke tilbageholde mit eget bud. Jeg tror ikke at Sigurd og Maja har haft et forhold. (Og det tror Kirsten Thorup heller ikke! Det fremgik af et foredrag på Testrup Højskole i januar i år). Dinnas jalousi virker nemlig ikke primært som en reaktion på ydre indicier. Det er mere en følelse der skyder uprovokeret frem indefra. På de første to sider i romanen gengives hendes næsten forelskede oplevelse af Maja, den bedste unge pige hun nogensinde har haft, et yngre alter ego, hvis store fortræffelighed hun, ironisk nok i lyset af resten af romanen, prøver at åbne Sigurds øjne for. Hendes betagethed af pigen virker som en projektion af egne idealer og længsler. Thorup bruger nemlig også jalousien til at portrættere Dinna. Selv om Dinna stadigvæk er meget forelsket i sin mand og på en måde lykkelig for alt det hun har i sit liv, har hun også svært ved at være harmonisk til stede i verden. Hun lader en missionsk farvet kristendom og en ”pæn” småborgerlig moral styre sine handlinger og ikke mindst sin tilretning af Maja, men hun er ikke helt selv med i denne tidsbundne moral. Hun har drømme om et liv i større kulturelt og menneskeligt format. Hun går til foredrag, tænker over tidens store spørgsmål og sværmer for et husmandspar, der har boet i USA og kender til den store verden. Sigurd er helt anderledes praktisk og jordbunden, og jalousien er på en måde en mørk ønskedrøm, et negativt og voldsomt indadkrænget udtryk for Dinnas drømme om et liv under en højere himmel.
Jeg synes Førkrigstid står stærkest så længe Thorup holder sig tæt op ad Dinna og ad jalousien. Men andre læsere kan måske finde den dobbelte interne fokalisering en anelse kedsommelig og klaustrofobisk. Mod slutningen af romanen skues der ikke bare ned for Maja og op for Dinnas relation til de andre personer, men også for dramatikken og naboskabet til krigen. Både relationen til svigerinden Inga og til husmandsparret Larsens tager en voldsom drejning og på de sidste sider føjes ”dokumentariske” brudstykker fra rædslerne i Tysklands angreb på Polen ind i romanen. Det sker på meget kontant vis, hvor sætninger om Gelsted veksler med sætninger om grusomheder. Om man vil betragte denne montageteknik som raffineret eller bastant er nok en smagssag, men den har en høj grad af konsekvens i forhold til den måde hvorpå det lurende krigsudbrud har ligget og simret ildevarslende i romanens spændingskurve. Vi ser måske tydeligere end nogensinde før hvor tæt de store rædsler var på Danmark, også i denne tidlige fase, hvor førkrigstidens lange spænding omsider blev udløst.
Kirsten Thorups historiske roman er i udpræget grad skrevet ”fra neden”. Den store historie er set gennem en bevidsthed og forholdet mellem nogle få mennesker i en fjern provins, der ikke er så fjern endda. Det er oplagt at vi her står med første bind i en serie, måske en trilogi. Men det er svært at forestille sig hvordan historien præcist skal fortsætte uden at Kirsten Thorup bryder op i det stramme fortællemæssige greb, der har gjort netop denne roman til et formelt mesterværk.
Kirsten Thorup: Førkrigstid. Roman. Gyldendal. 272 sider. Kr. 269
Måden at fortælle på har mange navne inden for narratologien: dækning, personal fortællesituation, fortalt monolog, brug af reflektorfigur, intern fokalisering m.m. Den blev introduceret af Gustave Flaubert i Madame Bovary, den blev pudset til perfektion af Henry James og den blev ophøjet til kunstnerisk norm af James-fortolkeren Percy Lubbock under devisen ”don´t tell it, show it.” Den går kort fortalt ud på at romanforfatteren præsenterer den fiktive verden, som den tager sig ud for en af romanpersonerne, som regel hovedpersonen. Den fortalte verden reflekteres gennem denne bevidsthed. Personens synspunkt er de briller vi som læsere får sat på næsen, når vi skal kigge ind i fiktionen. Men det skal pointeres at personen ikke fortæller historien i eget navn. Der er ikke en fortæller, der siger ”jeg” om sig selv. Det giver muligheder for at forfatteren alligevel kan blande sig med sin viden eller holde personen ud i arms længde til ironisk inspektion. Men diskret, for alt i verden diskret, næsten umærkeligt, jf. Percy Lubbocks begejstrede beskrivelse af teknikkens muligheder, her citeret og oversat efter Dorothy L. Hale: Social Formalism. The Theory of the Novel from Henry James to the Present, Stanford 1998, s. 90:
“Det betragtende øje er med én i bogen, men dets syn er forstærket; billedet indeholder mere, bliver fuldere og rigere, fordi det er forfatterens såvel som hans skabnings, begge på en gang. Ingen lægger mærke til det, men i virkeligheden er der nu to hjerner bagved det øje, og én af dem er forfatterens, som tilegner sig og deler sin skabnings position og på samme tid supplerer dens kløgt og forstand … Indtrykket af en scene kan blive så dybt som det er nødvendigt: det er ikke viet til vingefanget i én bevidsthed, og alligevel er der ingen sløring af fokus ved et dobbelt synspunkt.”
Det er denne fortælleteknik som Kirsten Thorup anvender i sin seneste roman Førkrigstid, der handler om hverdagslivet i en stationsby på Vestfyn i årene lige op til 2. verdenskrig. Handlingen går fra november 1937 til krigsudbruddet i september 1939. Hovedpersonen (og reflektorfiguren!) er Dinna, som er gift med Sigurd og med ham driver en landhandel i Gelsted. De har to drenge og en ung pige i huset, og romanen følger Dinnas liv og bekymringer, der i meget høj grad koncentrerer sig om den unge pige Maja.
Førkrigstid er, som allerede titlen fortæller, en historisk roman, om end vi ikke er vant til at bruge denne betegnelse om bøger, der handler om så nye tider som forrige århundrede. Hvis man betragter en roman som en konstruktionsopgave med visse udfordringer, så er risikoen ved en roman af denne type, at de historiske markører bliver plantet rundt omkring i teksten, så den al stilfærdig tone til trods kommer til at signalere hektisk til læseren: husk nu at vi befinder os i 19xx, se her er rationeringsmærker, og det er Richs der driks, og hvem er mon det der råber på tysk i radioen? Den store kunstneriske bedrift i Kirsten Thorups roman er, at hun har formået at flytte den historiske tid ind i Dinna, så vi slet ikke mærker den. Det er som om vi læser i en menneskelig tid, der er mere empatisk end historisk forankret. Kun meget diskret og meget gradvist melder perioden sig, og primært psykologisk. Der kan være en fremmedhed i Dinnas overvejelser, som vi først mærker efter at vi allerede har gjort dem til vores egne, fordi det er Dinna vi deler øjne og hjerte med. Hvorfor tænker hun nu sådan? Nå jo, det er jo fordi vi er i 1937. Det historiske melder sig som en blid Verfremdung i den medlevende læsning.
Da personerne på et tidspunkt begynder at spille temmelig meget badminton, blev jeg dog noget skeptisk og tænkte: hov hov, vi er trods alt i 1930’erne, almindelige mennesker rendte sgu da ikke sådan rundt og spillede badminton langt ude på landet. Indtil jeg kom i tanke om at min egen moder var lokal kvindelig badmintonmester i stationsbyen Bramminge ikke særlig mange år efter handlingen i Førkrigstid.
Den personale fortællestil er holdt så imponerende konsekvent, at de to steder i romanen, hvor den glipper, fremstår meget tydelige. Her sover den gode Thorup (og hendes redaktør). Måske. På side 49 får vi pludselig et udpræget auktorialt indskud på 10 linjer, hvor interessen for badminton bliver sat ind i en historisk sammenhæng: ”Motion og kropsdyrkelse er tidens løsen. Ånden fra Ollerup gymnastikhøjskole har bredt sig over landet. Niels Bukh, skolens karismatiske (osv.)”. Det virker meget klodset, fordi man til overflod fornemmer udsigerens retrospektive afstand til datiden. Sværere at vurdere er den anden lapsus side 179, hvor det over en halv side virker som om vi pludselig skifter synsvinkel til Villy, den unge mand der skal giftes med Maja. Deres forhold er i en problematisk fase: ”Han er også begyndt at frygte at være alene med hende. Han kender hende ikke igen efter den lille piges død.” Teksten antyder dog at der kan være tale om Dinnas oplevelse af hvad der foregår mellem de to unge. Beskrivelsen af deres relation i denne scene afsluttes nemlig således: ”Dinna og Sigurd ser fra den ene til den anden som tilskuere til et skuespil.” I den personale fortællestil er der normalt spærret ikke alene til forfatterens ”olympiske” perspektiv men også til de andre personers tanker, følelser og oplevelser. Det kan derfor virke meget grænseoverskridende pludselig at antyde hvordan Villy ser på tingene. For slet ikke at tale om Sigurds og Majas synsvinkler …
Førkrigstid er en roman om jalousi og det i helt forbløffende voldsom grad. Der er lige to henførte sider til en start om hvor stor pris Dinna sætter på deres unge pige i huset, og så går det ellers i gang med den ildevarslende intro: ”Hvor meget hun end granskede sin hukommelse, kunne hun ikke præcis pege på, hvornår det var begyndt.” Dinna mistænker at Sigurd og Maja har noget kørende bag hendes ryg. Den onde mistanke breder sig som en altdominerende atmosfære i romanen næsten indtil slutningen. Utroskaben er ikke kun et tema, der slås an af og til. Det dukker op på stort set hver eneste side, når Dinna føler, tænker, handler, bebrejder sig selv osv. Hun afskediger nemlig Maja fra pladsen uden saglig grund, men føler alligevel et ansvar for hende i hendes nye plads. Maja forbliver et problem, også da hun bliver gravid, for i de indicier på utroskab som Dinna hele tiden dynger op for sig selv, kan det ikke udelukkes at Sigurd er fader til barnet.
Romanen sammenligner jalousien og dens emne med luft. ”Det med Maja er tabu. Noget der ikke findes i virkeligheden. På samme måde som luften ikke findes, kun dens indvirkning på alt: dyr, planter, mennesker. Hun kommer til at fryse trods det varme junivejr og går op ovenpå og henter en trøje.” Jalousien er den luft Dinna og læseren indånder. Den findes ikke som forløst tema eller forløst faktor i handlingen men påvirker alt andet. Man kan sige, at Thorup med dette greb laver en form for dobbelt intern fokalisering. Hvor vi i forvejen oplever den fiktive verden og den historiske periode gennem Dinnas bevidsthed, får vi med jalousien et yderligere fokus inden i hendes bevidsthed: næsten alt hvad hun tænker, føler, siger og gør i romanen er præget af den borende mistanke. Den er styrende centrum og opbygger af spænding. Og det er under dens dække at samtidsbeskrivelsen breder sig ud og langsomt sætter sig i læserens bevidsthed, mens han er anderswo engagiert. Hvis Dinna er forfatterens medium, er jalousien Dinnas medium. Og jalousien er velegnet til at være luft og atmosfære, alt og intet på en gang, der er noget i K. E. Løgstrups og Ludvig Feilbergs forstand kredsende og intetfangsagtigt over den, der gør at den altid begynder forfra, selv om den dagen før og alle andre dage fortærede alt på sin vej.
Har Sigurd og Maja så haft et forhold? Det giver romanen aldrig et svar på. Her må enhver læser tænke sit. I teorier om fiktive verdener diskuterer man nogle gange hvorvidt forfatteren/fortælleren sidder inde med svarene på alle tekstens spørgsmål. Ofte kan eksemplerne være ret trivielle: ved en forfatter hvor mange børn eller hvilken øjenfarve en biperson har hvis teksten ikke selv oplyser det? For fremtiden kan spørgsmålet om Sigurd og Maja udgøre et mindre trivielt eksempel. Hvad foregik der oppe på loftet? Ved den faktiske eller implicerede Kirsten Thorup det selv?
Jeg skal da ikke tilbageholde mit eget bud. Jeg tror ikke at Sigurd og Maja har haft et forhold. (Og det tror Kirsten Thorup heller ikke! Det fremgik af et foredrag på Testrup Højskole i januar i år). Dinnas jalousi virker nemlig ikke primært som en reaktion på ydre indicier. Det er mere en følelse der skyder uprovokeret frem indefra. På de første to sider i romanen gengives hendes næsten forelskede oplevelse af Maja, den bedste unge pige hun nogensinde har haft, et yngre alter ego, hvis store fortræffelighed hun, ironisk nok i lyset af resten af romanen, prøver at åbne Sigurds øjne for. Hendes betagethed af pigen virker som en projektion af egne idealer og længsler. Thorup bruger nemlig også jalousien til at portrættere Dinna. Selv om Dinna stadigvæk er meget forelsket i sin mand og på en måde lykkelig for alt det hun har i sit liv, har hun også svært ved at være harmonisk til stede i verden. Hun lader en missionsk farvet kristendom og en ”pæn” småborgerlig moral styre sine handlinger og ikke mindst sin tilretning af Maja, men hun er ikke helt selv med i denne tidsbundne moral. Hun har drømme om et liv i større kulturelt og menneskeligt format. Hun går til foredrag, tænker over tidens store spørgsmål og sværmer for et husmandspar, der har boet i USA og kender til den store verden. Sigurd er helt anderledes praktisk og jordbunden, og jalousien er på en måde en mørk ønskedrøm, et negativt og voldsomt indadkrænget udtryk for Dinnas drømme om et liv under en højere himmel.
Jeg synes Førkrigstid står stærkest så længe Thorup holder sig tæt op ad Dinna og ad jalousien. Men andre læsere kan måske finde den dobbelte interne fokalisering en anelse kedsommelig og klaustrofobisk. Mod slutningen af romanen skues der ikke bare ned for Maja og op for Dinnas relation til de andre personer, men også for dramatikken og naboskabet til krigen. Både relationen til svigerinden Inga og til husmandsparret Larsens tager en voldsom drejning og på de sidste sider føjes ”dokumentariske” brudstykker fra rædslerne i Tysklands angreb på Polen ind i romanen. Det sker på meget kontant vis, hvor sætninger om Gelsted veksler med sætninger om grusomheder. Om man vil betragte denne montageteknik som raffineret eller bastant er nok en smagssag, men den har en høj grad af konsekvens i forhold til den måde hvorpå det lurende krigsudbrud har ligget og simret ildevarslende i romanens spændingskurve. Vi ser måske tydeligere end nogensinde før hvor tæt de store rædsler var på Danmark, også i denne tidlige fase, hvor førkrigstidens lange spænding omsider blev udløst.
Kirsten Thorups historiske roman er i udpræget grad skrevet ”fra neden”. Den store historie er set gennem en bevidsthed og forholdet mellem nogle få mennesker i en fjern provins, der ikke er så fjern endda. Det er oplagt at vi her står med første bind i en serie, måske en trilogi. Men det er svært at forestille sig hvordan historien præcist skal fortsætte uden at Kirsten Thorup bryder op i det stramme fortællemæssige greb, der har gjort netop denne roman til et formelt mesterværk.
Kirsten Thorup: Førkrigstid. Roman. Gyldendal. 272 sider. Kr. 269
Kommentarer
Send en kommentar