Prædiken i Rødding Frimenighed søndag 24. februar 2013

Prædiken i Rødding Frimenighed søndag 24. februar 2013

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.” Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: ”Send hende væk! Hun råber efter os.” Han svarede: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: ”Herre, hjælp mig!” Han sagde: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men hun svarede: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Da sagde Jesus til hende: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Matt. 15, 21-28

Evangelierne fatter sig som regel i korthed. De tekster, der prædikes over i kirkerne, ridser en scene op i ganske få streger. De er summariske. Det er en form for litteratur eller beretning, hvor man skal læse mellem linjerne. I hvert fald hvis man vil have mellemregningerne med og prøve at komme på sporet af, hvad det egentlig er der, der foregår.
                 F.eks. virker det lidt komisk med disciplene i fortællingen her om den kananæiske kvinde. Hvorfor jager de hende ikke selv væk? I andre sammenhænge kan de jo være nok så emsige med hvem der må få foretræde og komme Jesus nær. For Jesus er lidt som en moderne kändis, en som alle gerne vil tæt på og have en bid af. Og disciplene er hans følge, hans entourage, de er dørvogtere, hang arounds, rygklappere af første grad. De baner vejen for ham og skærmer ham for omverdenen og føler sig også selv temmelig betydningsfulde derved. Nogle gange er de så ivrige, at det bliver for meget for Jesus, han må skride ind og sige: Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre.
                 Men i denne scene skal disciplene åbenbart ikke have noget klinket. ”Send hende væk! Hun råber efter os.” Gruppen af granvoksne mænd søger tilflugt hos Jesus, som om de var små hunde, der pludselig indser, at de ikke er store hunde og altså alligevel ikke tør bevogte huset mod de indtrængende. Den kananæiske kvinde må være temmelig skræmmende. Måske betragter de hende som uren. Hun ser måske vild ud eller opfører sig ekstremt i sin desperate fortvivlelse. Hvis det da ikke bare er galskab, som det er svært at se en mening i.
                 Jesus bliver nu selv skubbet frem i frontlinjen af disciplene. Og det er vel egentlig ikke, fordi han selv klarer det alt for suverænt og i fin stil. Han agerer lidt som en chef, der nu ærgrer sig over at han ikke har fået trænet lidt mere i det med den svære samtale, eller hvad det nu er det hedder. Hvordan er det nu man kan parere eller glide igennem sådan noget? Eller som en myndighedsperson, der er lige var ved at pakke sammen og gå hjem. Det er en bøvlet forespørgsel. Måske kan det slet ikke lade sig gøre. Måske er det ikke hans bord.
Jesus prøver at få lukket sagen med det samme. Han lader hende ikke lige fremføre sit anliggende igen. Han prøver ikke at vinde tid og få greb om situationen ved nogle indledende, konverserende øvelser. Han henviser simpelthen til regelgrundlaget for sit virke. ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” Han kan selvfølgelig ikke kommentere på den konkrete sag, men det er derudover tydeligt, at her er der lukket helt af.
Kvinden reagerer da ved bogstaveligt talt at smide sig for hans fødder. ”Herre, hjælp mig!” Hun insisterer på sit anliggende i den reneste, mest bønfaldende form, hun kan finde. Hun hidser sig ikke op på Jesus eller går løs på ham. Hun eskalerer ikke konflikten på en måde, hvor den kan opløse sig i almindelig tumult. Hun sætter i stedet sagen på spidsen. Hun er dermed troværdig i sit anliggende. Jesus kan ikke smyge sig uden om. 
Han prøver da et af sine sædvanlige greb. ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Han giver sig til at tale i det særlige sprog, der er ham egen: en lignelse. Det er sådan noget, der kan lamme disciplene eller farisæerne, for hvad mener han egentlig? Han taler ikke dagligsprog, han taler ikke officielt sprog, det være sig filosofisk, juridisk eller forretningsmæssigt sprog. Han taler i billeder, der skal afkodes og tolkes. Det er nogle gange som et slags ”mind trick” som i Star Wars-filmene, når jediridderne gør en lille håndbevægelse, hidkalder Kraften og manipulerer andre til at adlyde.
Se, efter sådan et orakelsvar kunne kvinden vælge at give op. Den er ikke nem at komme igen på. Måske er der en skjult betydning, hun kan slå sig til tåls med. Har han givet hende et håb, på denne her lidt bagvendte måde? Skal hun slå sig til tåls med, at hun dog fik Jesus i tale?
Kvinden gør i stedet det forbløffende, at hun fuldfører lignelsen. Vi kan forestille os, at hun rejser sig op igen og ser ham lige i øjnene. ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Hun giver så at sige Jesus et svar på hans eget niveau. Hun svarer ham i det sprog, han ellers kun selv taler. Hun finder løsenordet, trylleordet, der kan åbne porten til Himmerige. Hun finder simpelthen et smuthul i loven, en glemt paragraf, hun kan henvise til. Man kan ikke sige, at hun overtaler Jesus ved at jamre og plage, så han til sidst overgiver sig. Det er mere subtilt end som så. Det svarer lidt til at løse sfinxens gåde, at bestå en afgørende prøve.
Nu kan man selvfølgelig sige, at så gådefuld er lignelsen heller ikke. ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Reelt er det en ”oversættelse” i billeder af det, han allerede har sagt til hende. Jesus er sendt til nogle bestemte. Han er inden for en partikulær orden, ikke inden for en universel orden. Men nu er det ikke ”gratis” at oversætte juridisk sprog til billedsprog. Der risikerer at vise sig en mer-betydning. Og det er den, kvinden fanger i flugten. Hundene er jo netop i samme verden som børnene og som herren. Og måske elsker børnene de små hunde. Måske gør herren det også. I hvert fald kaster man ikke sten efter dem. De får lov til at spise af smulerne ved bordet.
Man må beundre denne kvinde, det er ikke bare hendes desperation der er stor og som føder en stor tro, forstået som en fortvivlet griben til hvad som helst, nu denne profet som alle taler om. Hendes tro er stor i den forstand at hun har en dyb forståelse for hvad Jesus’s ærinde går ud på, måske i situationen endda større end hans egen forståelse. Han må overgive sig. ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
                 Vi ser bogstaveligt talt, hvordan kristendommen bliver til for vores øjne i dette møde. Nåden er ikke et afmålt gode, en distribution i et lukket system; Jesus er sendt til alle. Det var måske ikke gået helt op for ham selv endnu og i hvert fald ikke for disciplene. Men den kananæiske kvinde møder ham som en rystelse og en digterisk inspiration. Det er det, der er meningen. Han er ikke sendt til de få, han er sendt til de mange, også til os. Amen


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

En semiotisk selvbiografi skrevet i tredje person (trykt i Torkild Tellefsen m.f. (red.): Danske tegn, 2010

Mit litteratursyn anno 2002

Tale til Niels Barfoed ved overrækkelse af Rungstedlundprisen 4. april 2017