Tale til Niels Barfoed ved overrækkelse af Rungstedlundprisen 4. april 2017

Tale til Niels Barfoed ved overrækkelse af Rungstedlundprisen 4. april 2017 

Deres majestæt, Deres Excellencer, Ærede tilhørere, Kære prismodtager …

Som kulturpersonlighed har Niels Barfoed mange år bag sig. Jeg føler på en måde, at jeg har kendt ham altid. Jeg har kun mødt ham få gange, men jeg er vokset op i et hjem, hvor man læste Politiken. Mine forældre fortalte ofte hinanden, over eftermiddagstheen eller ved middagsbordet, hvad den og den nu havde skrevet. Nu har Bodelsen skrevet…, nu har Bettina skrevet, og Barfoed, ikke mindst Barfoed, har du set hvad Barfoed har skrevet? Nogle gange omtalte de ham, sådan lidt kærligt-indforstået på tysk som Barfuss (kanhænde han også har kaldt sig selv det, tysk litteratur er jo et af hans mange specialer). Navnene satte sig selvfølgelig i mig. De blev en del af familien, Bodelsen, Bettina, Barfuss, fjerne slægtninge som dem fra min mors familie, der var udvandret til Amerika. Det var også som om Barfoed, Bodelsen og Bettina boede på et fjernt kontinent. I ånden og i talen færdedes de dagligt i vores stuer, men det anede mig efterhånden, at de ikke ville komme på besøg på samme måde som amerikanerne. Måske kunne jeg selv en dag rejse af sted mod det kontinent, hvor de havde hjemme. Et kontinent, der hed kulturlivet. Det satte jeg mig for. Jeg ville ud og finde Barfuss. Derom senere.

Niels Barfoed fik som helt ung en fod inden for i tidsskriftet Heretica. Han kom til at færdes med Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Martin A. Hansen og ikke mindst Karen Blixen, der var en af de lidt ældre ledestjerner for redaktionen og holdt hof for dens medlemmer her på Rungstedlund. Hans gamle skolekammerater på Vestre Borgerdydskole, Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen må have været grønne og gule af misundelse. Han kom også til at debutere som den første af dem alle, med en digtsamling, i 1957. Barfoed var den første blandt ligemænd i sin generation. Alt lykkes for Barfoed. Han er en Aladdin-figur.

Der sker så på få år det dramatiske, at Barfoed bliver fuldstændig overhalet og agterudsejlet af de gamle venner, ikke mindst Rifbjerg, der bliver førerhannen i den herskende modernisme i 1960erne. Barfoed var simpelthen kommet for tidligt. Intet kunne være mere dødt og begravet end Heretica. Han var ikke kommet for sent til toget. Han havde taget et tidligere tog, der desværre var kørt ud på et sidespor. Det fineste af det fine var, hvis man var blevet afvist af Heretica, som Villy Sørensen og Peter Seeberg blev det, tænk at de kunne ramme så meget ved siden af, Ole Wivel og Tage Skou-Hansen, tænk at de ikke havde sans for den modernisme der nu ryddede bordet fuldstændigt. Uha, at kommet på den forkerte side af tidernes skiften og kulturparnassets kridtstreg.

Det mest forbløffende i historien er så, at den nye Aladdin – Klaus Rifbjerg – har en fiksering på den gamle Aladdin, så han gennem årtier er efter ham både i private og offentlige sammenhænge, i skærende kontrast til de uskrevne regler for venskab. Måske fordi Barfoed valgte at gå sine egne veje i stedet for at resignere som rygklapper og betroet medlem af inderkredsen. Han ville ikke indordne sig i den hakkeorden, som også er kulturlivet.

Barfoed ser et sted selv sit professionelle liv som én lang rejse væk fra »litteraterne« over mod det politiske, dels med sit engagement i PEN, dels med sine sene biografier om den kommunistiske kætter Peter P. Rohde og modstandsmanden Ole Lippmann. Han får sans for ”de menneskelige kvaliteter i en særlig resistent udgave hos gamle modstandsfolk, veltjente officerer, efterretningsfolk, embedsmænd og diplomater”. Denne formulering er også et bidsk hib til den særlige blanding af selvtilstrækkelighed og frygtsomhed i de kulturelle kliker.

Rifbjergs diffuse anklage for »forræderi« har Barfoed følt belastende, men faktisk karakteriserer han sig selv som en mand, der ofte er brudt op, han har en angst for det lukkede rum, han er »utryghedsnarkoman«. En fordom om os litterater er nok, at vi gerne vil læse om livet, skrive om det, fortolke det, men vi er lidt frygtsomme over selv at skulle begive os ud i det. Det har Barfoed ikke været. Jeg mistænker ham for at have haft et spændende liv, og det kan man jo godt blive lidt irriteret over, sådan en overløber. Han har ikke bundet sig til hovedstaden på det kontinent, der hedder kulturlivet, men har bevæget sig rundt i junglen, taget på ekspeditioner til udsatte egne, Barfuss, barfodsgængeren.

På et tidspunkt kalder udgangspunktet alligevel på os. Vi kan ikke helt løbe fra familien. Med en af sine seneste bøger (Benedicte fra 2013) har Barfoed da også valgt at rejse tilbage til det miljø i kulturlivet, hvor det hele begyndte for ham, til Heretica og de smukke unge mennesker, der samledes omkring Karen Blixen her på Rungstedlund. Men tro mod sin ”forrædderiske” natur kommer Barfoed også for at folde en af de historier ud, der har været holdt hemmelig, nemlig at den "gifte kvinde", som Thorkild Bjørnvig forelskede sig i til Karen Blixens fortrydelse og jaloux raseri, beskrevet i hans bog ”Pagten", og som allerede dér angives som en fælles bekendt af både Blixen og Bjørnvig, faktisk var Benedicte Jensen, gift med Knud W. Jensen, direktøren for det hele.

I 2011 kom teaterstykket " Om baronessen", skrevet af Thor Bjørn Krebs på basis af "Pagten". Barfoed så stykket, han huskede at han selv havde mødt Benedicte den gang, og han fik trang til at udforske hendes skæbne. Hvad blev der egentlig af hende? Niels Barfoeds beretning om Benedicte er både rørende og knugende. Man fornemmer, at han er i tvivl om, hvorvidt dette skal læses romantisk-tragisk som en stor kærlighedshistorie (Liebestod kun for én) eller psykologisk-moderne som en sygehistorie om en kvinde, der var for udsat og for sårbar i sin psykiske konstitution.

Først er det nok historien om en forudsigelig forelskelse. Benedicte og Thorkild er to følsomme lediggængere. Hun er smuk og begavet, en prinsesse på parnasset, men måske krævede jobbet som mæcenens kone mere vilje og robusthed, end hun kunne mestre. Han er det store håb, dyrket af Blixen og alle andre i et omfang, der kan være svært at forstå i dag. Forventningerne til, hvad Bjørnvig skal udrette poetisk og intellektuelt (han er jo "magisteren"), er voldsomme. Han geråder i en krise, flygter fra kone og barn til Blixen på Rungstedlund, så til Bonn, hvor han mistrives, så "miljøet" må sende sin frelsende engel. Det er måske ikke så sært, at de falder i armene på hinanden, nu løsgjort af alle hjemlige bånd, på en svævende ø af kærlighed. Hjemme igen vælger de afkaldet.

Og tragedien er så, at hun alligevel ikke magter det. Hun kommer til at leve resten af livet i en slags mental mindestue for den gamle kærlighed. I sine sene breve bebrejder hun sig selv, at hun svigtede "Bonn". Hun tænker virkelig sit liv og sin kærlighed på de høje hereticanske nagler i et helt særligt miks af Blixen, folkeviser, romantisk lyrik og tysk filosofi. Hun forbliver i den forstand en "sand røst" fra denne kreds. Hendes tragedie er blot, at hun tror, at man kan leve det, man talte om.

Det kunne ikke engang Blixen, der absolut ville have Bjørnvig til at forelske sig fatalt, men reagerede med vild jalousi og konventionel forargelse, da han faktisk gjorde det. Og Bjørnvig? Spørgsmålet er, om han for sit eget vedkommende kørte et (typisk mandligt?) dobbelt bogholderi, hvor man nok kan elske en muse og slås med store syner ved skrivebordet, men så er det alligevel også godt med kolde øller i køleskabet, en praktisk og livsduelig kone og ro og fred til at arbejde. Eller som Blixen sagde om de to køn: Manden er, hvad han gør; kvinden er, hvad hun er. Benedicte ville kun være i den kærlighed, der ikke længere var.

”Benedicte” er en fantastisk historie og en formidabel bog, hvor Niels Barfoed vender hjem og forener alle sine talenter som forsker, kritiker, krønikeskriver, medmenneske og dobbeltagent. Det er ikke en mindestue, det er en bog som afslører og kradser, og både den og hele Barfoeds virke kvalificerer i den grad til at han nu om lidt står som den naturlige modtager af Rungstedlundprisen.

Niels Barfoed er efterhånden en af de ældste kulturpersonligheder, vi har. I 2015 udgav han den fine lille samling af foednoter under titlen ”Du siger noget”. Vi får her udfoldet det gamle menneskes livsverden. Det starter med opvågnen og morgendøs, det fortsætter med det brydsomme arbejde med overhovedet at komme ud af sengen. Det kan være svært at nå ned og få sokkerne trukket på fødderne, men ud skal man, og ud kommer man også, og perspektivet udvider sig gradvis i den fine lille bog. Lad mig her sende en hilsen fra min gamle mor på 90. Hun læser stadig Barfoed, og hun har med særlig indføling læst afsnittet om hvordan man som ældre kan døje med at få sokkerne på om morgenen og ligefrem kan være nødt til at lægge sig op i sengen.

I den familie, der hedder kulturlivet, synes jeg, at man som tiden går føler mere og mere ømhed for familiens ældste. En gang følte man måske, at de fyldte for meget. Der skulle jo også være plads til mig og min generation. Efterhånden fylder respekten det meste. Alt det de har præsteret, og de er her endnu. Til sidst håber man egentlig bare, at de vil leve evigt. Det er ikke kun en uegennyttig betragtning. Den er også selvisk. For man vil måske gerne en gang imellem have lidt ros, og dybest set vil man helst roses af dem, der er ældre end én selv.

For mange år siden stævnede jeg ud på en sejlads for at finde kontinentet med mine fjerne slægtninge, det kontinent der kaldes kulturlivet. Der er det med det kontinent at det nogle kan være svært at finde, måske er man gået i land et forkert sted, det er man da vist, man må på den igen, sejle gennem tåge og dis, nu skimter man noget, man har landkending, der står en skikkelse inde på bredden, han vinker til mig, jeg tror det er Barfuss, jeg har fundet ham, han er i live selv om han forvildede sig væk fra flokken og har gået mange mile på egen hånd, han råber til mig, det er rigtigt nok, det er her, nogle få hundrede meters sejlads endnu, så kan du sætte din fod på det kontinent der hedder kulturlivet. Tak for det, tak til Niels Barfoed for alt det han har været og gjort, tak for ordet og tillykke med prisen, som du om lidt vil modtage.