Når baggrunden kommer i forgrunden. Motiveringstale ved tildelingen af Odd Fellow Ordenens Hæders- og Litteraturpris til Amalie Laulund Trudsø 26. april 2019

Motiveringstale ved tildelingen af Odd Fellow Ordenens Hæders- og Litteraturpris til Amalie Laulund Trudsø 26. april 2019

Deres Kongelige Højhed, storsire Erling Stenholdt Poulsen, ærede publikum, kære prismodtager…

Lad os først få lidt fakta på bordet. Dagens litterære prismodtager Amalie Laulund Trudsø er født i 1988, hun er cand. mag. i dansk og retorik fra Københavns Universitet i 2013. Samme år udgav hun sin debutbog ”Koordinater: Københavnertekster” på forlaget Rosinante. I 2016 kom hendes anden bog, romanen ”Sommerhus”, på samme forlag. Hun er deltidsansat som dansk-og retoriklærer ved Frederiksberg gymnasium og arbejder på sit forfatterskab ved siden af. 

Dagens prismodtager er speciel ved at have skrevet sine to bøger ud fra steder, områder, lokaliteter. Alle romaner foregår jo nogle steder. De kan være konkrete eller de kan være ubestemte, abstrakte. For det meste vil stederne være baggrund for personer og handling, setting som vi siger i litteraturvidenskaben. Men stederne kan være så vigtige med deres særlige topografi eller stemning, at vi taler om en ”københavnerroman” eller en ”New York trilogi” som i tilfældet Paul Auster.

Amalie Laulund Trudsø bytter i sine to romaner om på forgrund og baggrund. ”Koordinater” handler om København, eller rettere en masse forskellige gader og veje, pladser og steder i København. ”Sommerhus” handler, som titlen angiver, om et sommerhus og et sommerhusområde. Det kunne være ubestemt. Det er det ikke. Det ligger ved Sejerøbugten i Odsherred.

At baggrund og forgrund bytter plads hos Amalie Laulund betyder ikke, at vi ikke får nogen historier. Vi skal bare i et vist omfang lave dem selv. I ”Koordinater” handler det om den unge pige, der flytter fra et sted i provinsen til København for at studere. Hun indtager byen ved at bebo den og ved at færdes i den: Njalsgade, Søndermarken, Tagensvej, Enghave Plads, Valdemarsgade. Sortedams Dossering, Mågevej, Nordre Fasanvej, Folkets Park, Vesterbrogade, Store Kannikestræde, man kan blive ved. For der er ingen ende på København hos Amalie Laulund. Men det er samtidig en helt klassisk fortælling, ungdom, coming of age, udsat for denne montage af steder.

I ”Sommerhus” gælder det et andet livsafsnit, det der kom før: pigen i præ-puberteten, de forsvundne somre i barndommen generindres som om de var lige nu, badning, bål ved stranden, saftevand, far og mor men ikke mindst søskende, venner, hele den faste børneflok. Når alle tager hjem til byen, standser historien. Når alle møder op igen næste år, begynder den igen. Sådan må det være, når baggrunden er i forgrunden.

Men hvorfor gør hun sådan? Og hvad giver det læseren? Martin A. Hansen siger et sted om Homers fortællinger, at det lyrisk skønne, det udtryksfulde, blomsterne i grøftekanten, får lov at bevare sin friskhed, fordi Homer med sine helte passer dem i et større ærinde, fortællingens ærinde, det episke. ”En afsked har givet dem den evige friskhed.”

Nogle gange ser vi nemlig mest opmærksomt, når vi ser noget ud af øjenkrogen, når vi ser det næsten uden at registrere det. Måske er der ting, der ikke komme til deres ret, hvis vi ser for direkte på dem. Måske tåler det meste ikke at blive nedstirret, fikseret, endevendt for sine hemmeligheder.

Martin A. Hansen følte, at det lyriske, sjælens ensomme og triste stemninger, fyldte for meget i årene efter krigen. Han ville slå et slag for det episke, det der sker. I dag har mange det omvendt. De lider af fiktionsforstoppelse, der er alt for meget fortælling, epikken buldrer løs på alle platforme, kan vi få et øjebliks ro? Karl Ove Knausgård taler om ”at trække det der findes ud af skyggerne af det vi ved”. Han vil afbryde fortællingens march fremad og dvæle længe, meget længe, i grøftekanten.

Amalie Laulund er en lyrisk forfatter, anmelderne roser hende samstemmende for hendes lyriske, smukt flydende prosa. Men hun sanser det episke ud af øjenkrogen: vi ser det hele i små glimt, i efterbilleder på nethinden, håb og drømme, angst og euforisk lykke, konflikter og spændinger, det levede liv, hvordan kommer man egentlig fra det ene til det andet, hvad kan der tabes og vindes undervejs? Det er en omvendt Martin A. Hansen. Det episke får lov at bevare en friskhed og en sprødhed. Det fælles, det genkendelige, er grundstoffet i enhver epik. Men det kan også blive overbelastet og trivialiseret. Kender du typen? Jo tak, til hudløshed, der er intet nyt under solen. Nogle gange har vi brug for distraktionen, for ikke at vide det hele, for at kunne tænke vores og se os selv i glimt og efterbilleder af en anden. Barndom, ungdom, hvordan var det nu det var?

Lad mig opsummere med et elegant citat fra en af de mange anmeldere, der har rost Amalie Laulund Trudsø: ”Et pigesind på landet, et kvindesind i byen, a flat in town and a house in the country, som Oscar Wilde foreskriver. Sådan ligger landet hos Amalie Laulund Trudsø, og det skal blive spændende at følge hende videre ud i verden.” Sådan har vi det også i Odd Fellow Logens litteraturpriskomité. Tak for ordet, og tillykke med prisen, som du nu skal modtage.